Anne Toxværd

Anne Toxværd

AUTODIDAKT KUNSTNER SIDEN 2010

Alsidig billedkunstner

Inspiration fra naturens rum

Anne henter sin inspiration i landskabet omkring sig – ved havet, i skoven, i stilheden og i de fine nuancer mellem lys og skygge.

Det er særligt naturens foranderlige udtryk, årstidernes farver og de groundende energier, der vækker hendes skaberkraft.

Gennem sine værker formidler hun stemninger, farver og sanselighed med et ønske om at dele noget smukt og nærværende.

Hun elsker at gå på opdagelse i det fri – dér hvor verden bliver stille, og tankerne får lov at vandre. Det er i det rum, hendes inspiration vokser frem, stille og naturligt.

Kunst i store og små formater

Anne skaber værker i både store og små formater – på lærred og på groft akvarelpapir, som indrammes under glas.

I maleprocessen arbejder hun med kontrastfulde former og detaljer, der skaber bevægelse og liv i motiverne.

Farverne er levende, friske og fulde af spræl – altid med sans for balancen mellem det abstrakte og det fintfølende.

Annes kunst taler til sanserne og minder os om den ro og forbundethed, naturen vækker i os.

Naturen inspirerer og giver liv til min kreativitet

Naturen er essentiel for min livsglæde og inspirationskilden i mit virke som kunstner. 

Som barn var jeg tit i skoven med mine naturglade forældre. De elskede at være tæt på naturen og dyrke udelivet. Vi camperede meget, og i sommerferierne boede vi for det meste i telt rundt omkring i Danmark. 

Det var skønt at lege i naturen og bygge huler (dem har jeg bygget rigtig maaange af), bade ved stranden og samle skaller, sten og muslinger.

I dag bor jeg tæt på skoven i Allerød, hvor jeg nyder godt af den megen omkringliggende natur. Jeg elsker at være tæt på naturen og tiltrækkes af skovens groundende energier, af træerne, af stilheden og af roen samt af naturidyllen som fryder, så langt øjet rækker.

Det våde element sø, hav og vand vækker barndomsminder fra mine mange ture ved Vesterhavet og fra weekendbesøg hos min farmor og farfar, der boede ned til sø og skov.    

De healende stunder i naturen er ren næring for mig og min kreative ideudvikling – og det er her, at livet leves forfra, igen og igen og igen…

🙂 Anne

PORTRÆT AF ANNE TOXVÆRD

Historien bag

De kreative evner kom pludselig til udfoldelse, da Anne satte sine første penselstrøg på Institut for kunstterapi i 2010

Som barn elskede Anne Toxværd at tegne, og med en kreativ mor, der arbejdede i børnehave og lavede håndarbejde samt klip og klister, smittede det naturligt af på den lille Anne i barndommen. Men den helt store kreative åbning kom først i voksenlivet efter et ophold på Institut for kunstterapi i Gadbjerg. Forløbet var et led i, at Anne Toxværd deltog i en lifecoach uddannelse, hvor temaet var at kigge indad og finde ro og balance i livet.

Kunstterapi åbnede en ny kreativ verden
I den kunstterapeutiske proces foregik det indre arbejde med at åbne op for følelserne ved at male på store stykker papir. “Det var lidt af en øjenåbner og meget forløsende at få kigget på gammel ubearbejdet bagage. Og jeg skal da lige love for, at hverken pensler, vand eller farver stod stille”, griner Anne. Alt i alt en spændende fordybelsesproces som skabte forandring og forvandling og samtidig satte gang i Annes passion for maleriet. Siden har hun og penslerne været udadskillelige.

Billedtekst: Ophold på Holbæk Kunsthøjskole i 2013

Mere tid til passionen
Ved siden af sit kreative virke har Anne Toxværd haft job sideløbende. Livet tog dog en drejning i starten af 2017, hvor sekretærjobbet i en større ingeniørvirksomhed blev nedlagt grundet fusion med anden virksomhed. Derefter valgte Anne for en periode at holde en pause fra joblivet og brugte ekstra tid på at fokusere  på de passionerede kreative idéer. “Jeg fik tid til at afprøve et væld af kreative ideer og teknikker, hvilket samtidig udviklede min kunstneriske udtryksform”,  fortæller Anne Toxværd, der har brugt mange år på at dygtiggøre sig inden for kunstudformning via kurser, privat undervisning, højskoleophold osv.

Se Anne Toxværds kunstneriske CV her.

Både abstrakt og naturalistisk kunst samt naturfotos
Anne maler med akryl og laver både naturalistiske og abstrakte motiver, hvor naturen og dens elementer indgår og gengives i energifyldte, farverige og bevægende udtryk. Også fotokunst af motiver fra skov og natur samt grafiske kunsttryk i mindre oplag er med på Annes kunstneriske palette. 

Unika kunsthåndværk
Med det unikke for øje har Anne Toxværd endvidere skabt nogle farverige mønstre, som hun hånddekorerer på blandt andet forskellige træbordplader, som en lokal smed laver stel til. Mønstrene figurerer også på en mindre serie af malerier på lærred og papir. Hvert mønster er nøje gennemtænkt i farvevalget, og ikke to borde er ens.

Se mere på Facebook under Anne Toxværd Kunst, link HER