Om kunst, klang og vokseværk
15/08-2026
Efter min seneste kunstudstilling i august blev jeg igen mindet om, hvor meget kunsten stadig kalder på mig – og hvor trange kår den efterhånden har i min lille bolig.
Lysten til at male, eksperimentere og skabe nye værker lever i bedste velgående i mig. Idéerne er der stadig, og både farver og pensler står næsten og råber på mig…
Men min lille lejlighed er ganske enkelt blevet for trang – ikke kun for kunsten, men for hele det liv og virke, der efterhånden skal kunne rummes her.
Når to verdener skal deles om pladsen
Jeg var kommet et godt stykke ind i livet, før jeg fandt min passion for kunsten. I 2010 blev den en stor del af mit liv.
Allerede dengang var der pladsmangel i mit lille “atelier” – som i virkeligheden blot var en del af min stue 😅.
Men de få kvadratmeter skulle ikke forhindre mig i at begynde, og i mange år skabte jeg med de muligheder og den plads, jeg havde.
Gennem mange år drømte jeg om at skabe mit eget arbejdsliv. Før corona var mit selvstændige virke allerede kommet godt op at køre, men nedlukningerne satte pludselig det hele i stå. Jeg vendte derfor tilbage til et fast job i et par år.
Da jeg blev opsagt, stod jeg igen ved en skillevej. Mine børn var flyttet hjemmefra, og en ny livsfase lå foran mig. I begyndelsen af 2023 valgte jeg at tage springet, investere i mit eget virke og blive selvstændig på fuld tid med både kunsten og Klang og Velvære.
Klang og Velvære havde jeg allerede gennem flere år bygget op ved siden af mit faste arbejde, først med klangterapi og lydhealing og senere også med undervisning.
Udefra kan kunsten og klangen måske ligne to forskellige verdener, men for mig hænger de naturligt sammen. Begge udspringer af en dyb længsel efter at være tro mod mig selv og skabe et arbejdsliv med det, der føles rigtigt og meningsfuldt for mig.
Siden da er mit klangunivers vokset til at udgøre en stor del af både mit arbejdsliv og mit hjem. Derfor skal min bolig i dag også rumme klangskåle, lydinstrumenter, webshopvarer, massagebrikse, kursusmaterialer, emballage og alt det andet, der følger med mit arbejde med klang.
Og lidt efter lidt har staffeliet, lærrederne, penslerne og farverne tabt kampen om pladsen…
Det gør mig vemodig. For rammerne har tvunget kunsten til at vige i mit hjem – men ikke i mig. Tværtimod mærker jeg, hvor stærkt den stadig lever, og hvor meget der endnu venter på at blive skabt.
Mange kasketter til ét menneske
Når det er sagt, er jeg dybt taknemmelig for, at mit klangunivers har udviklet sig på måder, jeg ikke havde forestillet mig for blot få år siden.
I dag holder jeg kurser og klangevents, arbejder med private kunder og virksomheder, udvælger og importerer klangskåle og lydinstrumenter – og driver min egen webshop.
Men det kræver efterhånden sin kvinde
at skulle bære det hele på ét sæt skuldre
Udover jeg bærer rollerne som kunstner, klangterapeut, behandler og underviser – er jeg også indkøber, sælger, tekstforfatter og webshopejer. Jeg står på messer, pakker varer, planlægger, opdaterer hjemmesiden, holder styr på regnskabet og fungerer samtidig som både praktisk og administrativ blæksprutte.
Og indrømmet: det er nogle gange lidt af en kabale at få det hele til at gå op 😉… og måske er det netop derfor, jeg så tydeligt kan mærke, at større rammer godt må begynde at folde sig ud.
Drømmen om rammer til mere
Og ja – jeg drømmer om større rammer. Ikke som luksus, men som en praktisk nødvendighed i mit liv og i mit virke.
For min lille lejlighed på første sal kan ikke længere rumme både mig og mit virke. Og det er ikke kun pladsmanglen, der slider. Klangskåle, webshopvarer samt kursus- og udstillingsmaterialer skal igen og igen bæres og slæbes op og ned ad trapperne. Mit arbejde er derfor også blevet helt bogstaveligt tungt at løfte.
Det paradoksale er, at rammerne ikke er blevet for små, fordi noget mislykkedes – men fordi noget lykkedes
Indenfor konkurrerer kunsten og klangen om hver kvadratmeter, samtidig med at der bliver stadig mindre plads til mennesket Anne – og til det private liv, der også gerne skulle kunne leves her.
Det mærker jeg ikke mindst, når mine børn og børnebørn kommer på besøg. Det gør ondt, at pladsen sætter begrænsninger for vores samvær og for den måde, jeg gerne vil kunne tage imod dem på. Det rammer mig dybt som både mor og mormor.
Jeg skaber noget, der er behov for
Klangen og kunsten skaber på hver sin måde et pusterum til mennesker – en nænsom modvægt til en hverdag præget af tempo, krav og et stadig større pres.
I mine klangbehandlinger, kurser og klangevents tilbyder jeg rum for mennesker, hvor lyden får lov til at gøre det, ord ikke altid kan: nå ind i kroppen, sænke det indre tempo og åbne en vej hjem til sig selv
Kunsten giver noget videre på sin egen måde. Gennem udstillinger skaber jeg med farver, sanselighed og visuelle oplevelser, der kan vække eftertanke og inspiration – og måske åbne for små øjeblikke af glæde.
Så både klangen og kunsten rummer noget, som mange mennesker længes efter i vores tid…
Et sted med plads til det, der skal til
For at det, jeg har skabt, kan udvikle sig videre, har jeg brug for et sted med atelier, klangrum og lager – og plads til at drive webshop, undervise og tage imod mennesker.
Men de større rammer kan ikke stå alene. Jeg har også brug for hjælpende hænder til de mange praktiske og administrative opgaver.
Større rammer og den nødvendige hjælp er en forudsætning for, at mit virke kan fortsætte på en måde, der er bæredygtig for mig – som virksomhedsejer og menneske
Indtil de rette døre åbner sig
Indtil da tager jeg stadig én dag ad gangen, går ét skridt fremad og skaber videre med de muligheder, jeg har.
Men det har en pris.
Jeg mærker presset hver dag, og det kræver efterhånden meget af mig at få det hele til at hænge sammen – og lyset hos mig er ofte det sidste, der bliver slukket i nabokvarteret… langt ud på de sene nattetimer 😝.
Heldigvis er jeg god til at komme op på hesten igen – også når presset har været stort, og arbejdsdagene lange. Men at jeg bliver ved, betyder ikke, at det ikke slider.
Den begrænsede plads i min bolig, de mange opgaver og alle kasketterne koster kræfter – men det rokker dog ikke ved min kærlighed til det univers, jeg har skabt ♡
Kunsten er her stadig. Klangen er her. Og idéerne er mange.
Flere initiativer må vente, fordi jeg ikke kan løfte dem alene – men de er ikke opgivet. De venter blot på rette rammer og flere hænder.
Det første skridt tog jeg selv
Det er også derfor, jeg skriver dette indlæg her på min kunstside. For vejen hertil har allerede krævet både mod, vilje og en stor personlig økonomisk satsning.
Da jeg ikke længere havde en fast lønindtægt primo 2023, måtte jeg selv skabe det økonomiske råderum, der skulle til for at satse fuldt på mit eget virke og udvikle det videre.
Det gjorde jeg ved at hæve en del af den pensionsopsparing, jeg havde bygget op gennem et langt arbejdsliv. Jeg havde ingen andre muligheder for at finansiere springet, men jeg troede hundrede procent på det, jeg ville skabe.
Men det var ikke uden omkostninger. Omkring halvdelen af det hævede beløb gik til staten i afgift, og selve udbetalingsprocessen tog næsten to måneder.
Undervejs måtte jeg desuden af flere omgange udarbejde budgetter, udspecificere mine planer og dokumentere over for pensionsselskabet, hvad næsten hver eneste krone skulle bruges til. Alt sammen blot for at få adgang til mine egne opsparede midler…
Jeg havde ikke forudset, at jeg skulle møde så meget modstand – og at virksomhedens vækst skulle føre mig frem til en mur, der kan spærre vejen videre frem
Som det ser ud nu, er næste skridt større, end jeg kan løfte alene. Hvis mit virke skal kunne udvikle sig i rammer, der er bæredygtige for mig – både som menneske og virksomhedsejer – har jeg brug for finansiering udefra.
Når iværksætteri hyldes – men bremses i praksis
Vi taler gerne om iværksætteri, innovation og vækst som noget, der ønskes mere af. Men indrømmet, jeg har svært ved at få øje på et reelt iværksættersamfund i Danmark…
Det er ord fyldt med floskler, da os, der rent faktisk skaber virksomhederne, møder lukkede døre til finansiering – selvom de kan fremvise, at deres forretning er levedygtig.
Og selv når døren til finansiering står på klem, kan renterne være så høje og vilkårene så byrdefulde, at lånet bliver en ny belastning frem for en reel hjælp.
Det står mig efterhånden smerteligt klart, at de fysiske og økonomiske rammer kan sætte grænser for, hvor langt en lille, levedygtig virksomhed reelt får lov til at udvikle sig i dagens Danmark
Et iværksættersamfund burde i mine øjne gøre det lettere for små virksomheder at få adgang til finansiering på rimelige og realistiske vilkår, når der er behov for kapital til mere plads, flere hænder eller andre nødvendige investeringer.
Et opråb om en ny tid
Jeg har ganske enkelt svært ved at acceptere, at vilje og dokumenterede resultater ikke vejer tungere, når små selvstændige skal videre udover stepperne…
Derfor spørger jeg helt alvorligt: Hvorfor skal det være så vanskeligt at tage næste skridt, når det, man har skabt, allerede har vist, at det kan vokse og stå på egne ben?
Jeg efterlyser ikke særbehandling eller garantier for succes. Jeg efterlyser nytænkning – og adgang til finansiering på rimelige og realistiske vilkår.
Det, små selvstændige har bygget op fra bunden med mod, vedholdenhed og hårdt arbejde, skal tælle.
Og adgangen til finansiering bør ikke alene afgøres af de økonomiske værdier, man allerede råder over. Virksomhedens dokumenterede levedygtighed og potentiale bør tillægges langt større vægt – og mennesket bag bør både ses og mødes med respekt.
Det er ikke for meget at forlange i et samfund, der siger, at det ønsker iværksætteri og vækst.
Et stille håb
Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal finde vejen til større rammer og aflastning eller få adgang til finansiering på rimelige og realistiske vilkår.
Men én ting ved jeg: Viljen, arbejdsindsatsen og idéerne er der.
Det, jeg har skabt, mangler ikke levedygtighed. Men de økonomiske vilkår kan spærre vejen videre, og jeg kan som menneske ikke blive ved med at bære det hele alene.
Midt i alt det ved jeg, hvilken retning jeg håber på.
En ny tid, hvor små selvstændige bliver set og anerkendt for det, de skaber, og får de vilkår, der skal til for at udvikle deres virksomheder og skabe vækst.
Jeg holder fast i håbet om, at der også for mig findes en vej videre til større rammer med plads til både kunsten, klangen og mennesket bag det hele ♡.
Anne Toxværd
Iværksætter, selvstændig kunstner og indehaver af Klang og Velvære www.klangogvelvaere.dk